- Jeg kan huske, at vi stod nogle stykker herovre ved redningshuset, da de første par stykker kom. Det var ikke vejr til at fiske i, men de gik altså ud på vandet med deres små brædder og en stump sejl på. Det så godt nok mærkeligt ud. Og vi tænkte, at de måtte være åndssvage. Vi var tæt på at ringe efter nogle redningsfolk, for de kunne da umuligt komme ind igen.

Men det gjorde de. Og for Peter Sand Mortensen og de andre fiskere på stranden i Klitmøller var det første møde surferne i slutningen af 70'erne et varsel om nye tider for det lille fiskersamfund på den nordvestjyske kyst.

Siden da er tilstrømningen af især tyske surfere blevet stadig større.

I dag er de gamle fiskere på stranden glade for det, som surferne har gjort Klitmøller til. Men undervejs har forholdet til surferne også været yderst anstrengt.

Kaffe og løgnehistorier

Peter Sand Mortensen starter altid dagen med en kop kaffe i det lille fiskerhus. ”Klem-Vester” står der på træskiltet, som hænger ovenover døren.

- Min far blev altid kaldt ”Klem-Vester” ligesom sin kutter, siger han.

Huset er hvidt, og lige om hjørnet er der udsigt til havet. Vesterhavet. Her har familien været fiskere i generationer.

- Min far var fisker. Min bedstefar var fisker. Og hans far var fisker. Sådan er det med mange hernede, siger Peter Sand Mortensen.

Han fiskede som ung, tog senere på langtur med handelsflåden og blev blandt andet lokalformand for SiD og medlem af kommunalbestyrelsen, da han gik i land. Formand for de samlede europæiske fiskere har han også været.

Peter Sand Mortensen har således brugt meget af sin tid på at rejse til og fra udlandet. Nu nøjes han med at være formand for Lystfiskerforeningen i Klitmøller – LFK66.

Men for ham er stranden, fiskerhusene og bådene det rigtige hjem.

- Når jeg havde været i udlandet, så skulle jeg altid lige herned og kigge først. Derefter kunne jeg så tage hjem til mit hus, siger Peter Sand Mortensen.

Selvom den kun har stået på lystfiskeri i Klitmøller siden 1967, da industrifiskerne flyttede til Hanstholm, er der stadig masser af aktivitet på stranden og de små fiskerhuse.

- Vi mødes altid nogle stykker om morgenen. Så får vi en kop kaffe og fortæller løgnehistorier. Også selvom det ikke er vejr til at tage på vandet, fortæller Peter Sand Mortensen.

Surferbumser

Efterhånden som Klitmøller blev kendt som et godt sted at surfe, kom der flere og flere surfere til. Men de levede ofte primitivt i store auto-campere, mens de var her. De havde ingen penge og tog ikke hensyn til de lokale beboere.

- De første surfere var nogle skiderikker. Jeg har altid kaldt dem for surferbumser. For det var de virkelig. De kom og gjorde, hvad der passede dem. De svinede og parkerede deres store biler overalt. Dem, der havde huse nede ved vandet, kunne ofte ikke komme ind til deres huse, fordi surferne parkerede på kryds og tværs, siger Peter Sand Mortensen.

Han husker, at hverken skiltning eller bøder fra politiet hjalp på problemet med de tyske surfere.

- De var rent ud sagt nogle store svin. Så der var i en lang årrække en meget dårlig stemning herude, forklarer Peter Sand Mortensen.

Situationen var uholdbar, og fiskerne tog derfor kontakt til den lokale Surfklub – NASA.

- Jeg havde kontakt til dem gennem min søn, Robert, der selv er surfer. Det var jo ikke de få lokale surfere, der var problemer med, men de kunne hjælpe med at få nogle ordnede forhold. Vi kunne slet ikke tale med surferne udefra. Det var lidt lettere for de lokale surfere, der efterhånden fik styr på sagerne. Og i dag har vi et fantastisk forhold til de mange surfere, der kommer og besøger byen. Men surfernes kultur har også ændret sig meget, siden de kom her de første 10-15 år, siger Peter Sand Mortensen.

En guidet tur

Klitmøller har som så mange andre kystbyer været mål for turister. Og med byen som centrum for Cold Hawaii og surfing er der kommet flere til. Det har også givet fiskerne anledning til at vise sig lidt frem.

- For nogle år siden blev der anlagt en lille vej ved stranden forbi fiskehusene og bådene hen til surfernes nye klubhus. Så der kommer masser af mennesker forbi. Så er der altid nogen, der gerne vil snakke. Det er herligt, for så kan vi også få lov til at fortælle om fiskeriet, siger Peter Sand Mortensen.

Om tirsdagen kan man komme med de gamle fiskere på en guidet tur i Klitmøller og høre om fiskeriets historie i den lille kystby.

- Vi er nogle stykker, der går en tur med folk og fortæller om de gamle fiskemetoder, og om hvordan fiskerlivet var tilbage i tiden. De fleste af os har jo også været her, inden de store fiskerbåde flyttede til Hanstholm, fortæller Peter Sand Mortensen og fortsætter:

- Der har været folk, der har haft sommerhus i Klitmøller i mange år, men som ikke vidste noget om fiskeriet i byen. Men folk vil gerne med og høre om det, så på den måde er vi også blevet mere åbne.

Om onsdagen er der også en tur på tysk.

Peter Sand Mortensen åbner døren til en af de gamle hvidmalede huse. Her har lystfiskerforeningen fået lavet en udstilling om fiskeriet.

Muslinger på krogen

Klitmøller begyndte sin storhedstid allerede i 1600-tallet, hvor byen var centrum for skudehandel med det sydlige Norge. Byens sandstrand var optimal til de såkaldte sandskuder, der er fladbundede skibe, der kan komme helt ind på stranden. Da Klitmøller samtidig ligger forholdsvis tæt på Norge, var det naturligt at handlen gik igennem byen.

I det sydlige Norge var der mangel på korn og andre fødevarer, som man havde i Thy. Til gengæld fik man norsk tømmer den anden vej.

Den eneste vej ind i Limfjorden på det tidspunkt var fra Østersøen, så købmændene i Thisted brugte også i høj grad Klitmøller som handelshavn.

Klitmøller var således en vigtig og forholdsvis rig handelsby, indtil havet brød igennem ved Agger Tange og gav adgang til Limfjorden fra Vesterhavet i 1825.

Siden levede de fleste indbyggere i byen af fiskeriet.

- Det var hårdt arbejde. Man fiskede fortrinsvis med kroge. Man skulle bruge omkring 2000 muslinger til en tur på vandet, så konerne var utroligt vigtige, da det ofte var dem, der stod på land og åbnede muslingerne. De havde en enorm betydning for fiskeriet. Og havde man ikke en familie, måtte man ud og leje arbejdskraft, fortæller Peter Sand Mortensen.

Man fik løbende større og bedre både, der kunne gå længere ud på havet. Før Anden Verdenskrig kom spillet på stranden, som kunne trække fiskerbådene op på stranden.

- Det gik godt for fiskeriet i årene før og efter krigen. Man havde måske den bedste landingsplads på hele kysten, men det var stadig hårdt arbejde, siger Peter Sand Mortensen.

I 1967 åbnede fiskerihavnen i Hanstholm. Fra den ene dag til den anden flyttede alle fuldtidsfiskerne i Klitmøller til den nye, moderne havn.

- Der var meget tilsanding af stranden, så det blev efterhånden svært at fiske med de store både herfra. Og det var bare på alle måder nemmere at fiske fra havnen i Hanstholm, forklarer Peter Sand Mortensen.

Sorte vinduer

Peter Sand Mortensen husker tydeligt, da fiskerne flyttede.

- Pludselig var det hele væk. Der døde Klitmøller, siger han.

Der havde altid været masser af liv og aktivitet ved stranden i den lille fiskerby, men nu var der kun en lille flok lystfiskere tilbage.

Det var ikke kun livet ved stranden, der forsvandt sammen med fiskerne.

- Jeg plejer at sige, at der kom sorte vinduer i Klitmøller, siger Peter Sand Mortensen og fortsætter:

- Folk begyndte at flytte fra byen, og husene gik i forfald.

Han er nu glad for at surferne kom. Og at nogen af dem valgte at bosætte sig i byen.

- Det har givet helt nyt liv til byen. De engagerer sig i foreningerne og har gjort virkelig meget for byen. Det kan man da kun være glad for. Samtidig har det sat byen og området på verdenskortet. Nu ved alle, hvor Cold Hawaii og Klitmøller er, siger han.

Men surferne har også ændret sig meget.

- I starten var de fleste af dem bare sådan nogle bumser, men nu er det altså seriøse folk. Både dem der bor her, men også de mange turister, der kommer for at surfe, har en anden indstilling til det nu. De vil også gerne have ordnede forhold. Så indenfor surfermiljøet synes jeg, at der er sket en enorm kulturændring. Mange af tilflytterne er surfere, og det er i høj grad dem, der holder gang i byen. Vi har brug for hinanden, og vi har brug for sammenhold, hvis vi skal bevare Klitmøller, siger Peter Sand Mortensen.

Folk på venteliste

Selv om Klitmøller er blevet verdenskendt som surferparadis, er der stadig fuld gang i fritidsfiskeriet ved stranden.

- Da fiskeriet flyttede til Hanstholm, stod de gamle auktionsbygninger og fiskerhuse tomme. Lystfiskerne købte senere bygningerne af kommunen, og vi har selv renoveret det hele. Der er stadig gang i den hernede. Vi har cirka 300 medlemmer og 58 bådpladser. Og der er altså folk på venteliste for at få en plads, siger Peter Sand Mortensen.

Selvom gennemsnitsalderen hos fiskerne er relativt høj, er han ikke bange for at fiskeriet vil uddø i Klitmøller. Der vil altid komme nye til.

- Da jeg var 20 år, sagde folk også, at fiskerne var gamle. Så jeg er ikke et sekund i tvivl om, at der også er fiskere i Klitmøller om 50 år, siger Peter Sand Mortensen.

Havet som fællesnævner

De er af to meget forskellige generationer og er vokset op i to helt forskellige udgaver af Klitmøller. Men trods forskellene har far og søn mindst én ting til fælles. Havet.

- Når man er så meget ved og i havet, så bliver man et med det. Man lærer at forstå det, siger Preben Holler.

Ved siden af ham sidder sønnike og nikker genkendende. Han ved præcis, hvad hans far mener.

- Jeg kan godt lide at være ude ved vandet. Og når man har været derude længe, så lærer man at forstå havet og bølgerne, mener Christoffer.

I køkkenet sidder far og søn side om side med udsigten til et lettere uroligt Vesterhav i nakken. Kitesurfere nyder godt af vinden den dag og blæser forbi det panoramiske køkkenvindue og får det til at ligne et levende maleri.

Klitmøller er stedet, hvor alle slags surfere kommer til. Men hvor de lokale før i tiden foretrak fiskeriet, er mange af de yngre lokale en del af den surfkultur, der er blevet opbygget i byen.

Christoffer har kastet kærligheden på paddelsurfing, hvor man fanger bølgerne, ved at paddle løs med armene. Når man har gjort det så mange gange som Christoffer, ser det legende let ud.

Men som så mange andre unge, har han også gået til både fodbold og håndbold. Det blev bare et problem, når surfing fyldte så meget.

- En dag kom han hjem og sagde, at nu gad han ikke det fis mere. Han havde nogle gode argumenter, og der var ingen tvivl om, hvad han ville, fortæller Preben og kigger lunt på sin søn.

-Du brugte som argumentation, at du ikke havde tid til håndbold og fodbold, fordi du kunne risikere at være til træning, når der kom bølger, siger Preben henvendt til Christoffer, som svarer med et indforstået smil.

At far og søn har en fællesnævner, der hedder havet, har givet dem noget at samles om, for selvom Christoffer allerede har et godt kendskab til havet, har han stadig meget at lære.

- Vi snakker om linjer, og hvordan man skal tyde havprognoser, så man kan finde ud af, hvordan dønningerne kommer, siger Christoffer.

Samtidig kan farens viden bruges til at berolige mor, når Christoffer boltrer sig i bølgerne.

- Min far er ikke så bekymret for mig. Han ved jo godt hvordan det hænger sammen derude, fortæller Christoffer og kaster nakken tilbage i retning mod vandet.

Der er plads til alle

I gangen i familiens hus ligger en bunke skateboards. Et par af dem er knækket midt over. Når bølgerne udebliver, er det nemlig skateboardet, der bliver taget frem i stedet for surfbrættet. På den måde kan Christoffer altid øve sig i teknikker, han kan bruge på vandet.

På dage med gode bølger kaster Christoffer sig rundt på sit surfbræt i op mod otte timer for at få så meget ud af bølgerne som muligt. Og den passionerede hang til brættet og vandet er ikke uden belønning. Til september skal han deltage i EM for paddelsurfere.

Selvom Preben ikke deler sin søns passion for surf, så bakker den gamle fisker op om sønnens sport, og hjælper, hvor han kan.

- Hvert år tager vi de unge surfere fra byen med til Norge for at give dem nye udfordringer. Bølgerne og strømmen er jo anderledes deroppe, siger Preben.

Far holder sig på land, når bølgerne går højt, men på dage, hvor vandet er roligt, og sønnike må lade surfbrættet stå, gør Preben sin båd klar og dyrker havet på sin måde.

- Der er heldigvis plads til både fiskerne og surferne. Vi bruger vandet på forskellige tidspunkter, så når vinden og bølgerne lægger sig, kan jeg tage ud og fiske.

Kapitel 1 er slut. Hvis du kunne lide det, må du meget gerne dele det.

Her kommer du videre til Kapitel 2

.